Telefonmuseet


Tidligt KTAS logo fra ca. 1900

Telefonmuseets historie

Af Søren Black-Petersen

Min interesse for telefoner stammer helt fra barndommen. Da jeg var 12 år fik jeg mine første to rigtige telefoner og lavede hustelefon i mit barndomshjem i Charlottenlund. I starten af 60’erne meldte tanken sig første gang om at opbygge en samling.

Jeg søgte kontakter hos Telefon Fabrik Automatic i Amaliegade og KTAS. Sidstnævnte var på det tidspunkt en lukket borg. Min søgen efter telefoner var især rettet mod forsyningstjenesten som dengang lå på Teglholmen. Det var en svær opgave, men jeg fik da en positiv kontakt til telefonmesteren på apparatlageret. Det var dog meget begrænset, hvad han kunne gøre. Udfordringen blev styrket, da jeg tilsyneladende løb panden mod en mur overalt.


Vignet fra KTAS' første brochure i 1912


KTAS' første museum i Lars Lejsstrædet ca. 1950

I 1968 efter endt uddannelse og et par år i udlandet, blev jeg ansat på Københavns Universitet. Min samling af telefonapparater havde været deponeret hos venner og var på dette tidspunkt begrænset til én håndfuld telefoner og et lille omstillingsbord. Alt havde plads på flygelet i min lejlighed i Hellerup.

KTAS’ restriktive holdning var årsagen til, at det var meget svært at finde deres gamle telefoner til salg uden for murene. Det var næsten givet, at enhver brugbar KTAS telefon var bortført illegalt fra virksomheden.

I 1971 var pladsen i min lejlighed brugt op og vi købte et stort ældre hus i Charlottenlund. Nu var der nye muligheder. Samlingen - som nu var vokset til næsten 100 telefoner med videre - fik straks plads i en stor tidligere tørrekælder. Nu kunne jeg indrette og ikke mindst fremvise mit lille museum. Men vejen var lang, først skulle der lægges gulv, beklædes vægge og installeres belysning. Min første juleaften i huset blev brugt til at opsætte træbeklædning på væggene. Men min telefonsamling kom snart på plads og stolt, det var jeg.


Lykkevej 14, Charlottenlund


Ib Holten-Quistgaard, Ole Jæger, Jørgen Andersen og Søren Black-Petersen i kælderen på Lykkevej i 1972

Jeg var efterhånden blevet kendt i en større kreds for min samling og viden om de gamle telefoner. I 1972 lånte en ven nogle telefoner til dekoration af et butiksvindue i Købmagergade. Her kom Ole Jæger tilfældigt forbi. Da han delte mine interesser, gik kan ind og fik at vide, hvor telefonerne stammede fra. På den måde fik vi kontakt med hinanden og da vi tilmed boede mindre end en kilometer fra hinanden udviklede denne kontakt sig til et livslangt venskab og samarbejde, som har varet siden. Ole Jæger havde flere venner som delte interessen, vi blev nu en lille kreds af telefon­samlere.

Jeg rejste Danmark tyndt i forsøg på at opspore telefoner og andet udstyr som var til salg. Alle mine sparepenge og mere til blev brugt til indkøb. Min kones tålmodighed var spændt til bristepunktet for hele vores tilværelse var styret af mit arbejde med at udvide min telefonsamling.

Men kærligheden og interessen for telefonerne voksede. Efterhånden blev det lidt af en mani at forsøge at finde en indgang til KTAS. Alle muligheder blev afprøvet, nogle med mere held end andre, og forsøgene efterlod både venner og desværre også enkelte uvenner.


Telefonhistorisk Samling på Lykkevej i 1978


Telefonhistorisk Samling på Lykkevej i 1978

Alle bøger og al dokumentation til belysning af telefonerne såvel teknisk som historisk indgik i samlingen. Jeg rejste til Stockholm og brugte dage på at søge i arkiver hos Ericsson og Televerket (Telia). Jeg fik fine kontakter med det svenske Telemuseum og blev overalt mødt med stor tillid og åbenhed.

I Jylland viste det sig ved et tilfælde, at en af min fars studenterkammerater var vicedirektør hos Jydsk Telefon. Min samling blev derfor godkendt af Jydsk Telefon længe før KTAS. Olaf H. Giese fattede omgående interesse for vores målrettede projekt og vi fik en al den hjælp og støtte, vi ønskede. Han lærte mig, at det var umuligt at nå KTAS nedefra. Hvis vi ville opnå resultater, gik vejen gennem direktøren. Udfordringen var så, hvordan jeg fik kontakt med direktøren.

 

Nogle af mine tidligste venner hos KTAS beskæftigede sig med salg af omstillingsborde og automatcentraler til virksomheder. Disse anlæg var ejede af virksomhederne, og når de var modne til udskiftning måtte virksomheden betale for at få fjernet det gamle anlæg. Det blev mit held, for det var let at få lov til at hente sådanne anlæg. Mine venner i KTAS gav mig et tip, og så var det bare at køre ud og nedtage anlægget.

Andre venner i KTAS beskæftigede sig med introduktion af nyansatte og intern undervisning. De fik hurtigt øjnene op for mit lille museum. I perioden fra 1972 til 1980 blev alle nyansatte og en del undervisningshold taget på en rundvisning i min tørrekælder. Det skabte opmærksomhed i virksomheden.


Telefonhistorisk Samling på Lykkevej i 1978


Telefonhistorisk Samling på Lykkevej i 1978

Artikler blev skrevet, og da KTAS i 1973 oprettede en egentlig informationsafdeling fik jeg hurtigt et godt samarbejde med den. Informationsafdelingen var tæt knyttet til direktionen og i 1974 lykkedes det informationschefen at få telefondirektøren til at besøge mit lille private museum.

Det var et besøg, som fik stor betydning for fremtiden. Telefondirektør Johs. Rosbæk rakte os en hånd og indbød straks til et samarbejde. Han ville dog gerne først have formaliseret samarbejdet og foreslog, at vi oprettede en forening, som skulle stå for den videre drift af samlingen. Med hans hjælp udarbejde Ole Jæger og jeg et sæt vedtægter, som Rosbæk godkendte.

Nu stod alle døre til KTAS pludselig åbne. Telefoner og telefonmateriel af enhver slags fyldte i løbet af 4 år mit hus i Charlottenlund til bristepunktet.

Da det var vigtigt at kunne fremvise samlingen på en overskuelig og præsentabel måde, måtte et lager på Lyngby central indrettes, men selv ikke det kunne aflaste os tilstrækkeligt pladsmæssigt.

I 1978 var jeg til en reception i anledning af D-central Amagers lukning. Ved den lejlighed tilbød Rosbæk mig lokaler på Helrup central som også stod for at skulle lukkes. Rosbæk var meget opmærksom på det store arbejde, vi udførte, og ville gerne have samlingen i hus hos KTAS. Vi aftalte kort, at samlingerne skulle flyttes til Hellerup, og at vi skulle opbygge og indrette Telefonmuseet, så det var færdigt til KTAS’ 100 års jubilæum i januar 1981. Rosbæk ville så gerne indvie det ny museum på jubilæumsdagen, som en af sine sidste embedshandlinger, før han gik på pension.


Ole Jæger og Søren Black-Petersen ved opbygningen af Telefonmuseet i 1979


Telefondirektør Johannes Rosbæk, Søren Black-Petersen og Ole Jæger ved indvielsen af Telefonmuseet den 16. januar 1981

Det tog 2 år og i betragtning af, at jeg var fuldtids ansat på Københavns Universitet var det utroligt, at vi nåede det. Ole Jæger og jeg nærmest boede på Svanemøllevej, og der var ikke meget tid til hjem og familie. Men det lykkedes, og Telefonmuseet var nu et offentligt museum, dengang dog kun åbent i weekenderne.

Opmærksomheden omkring museet gjorde, at foreningen, som stod for driften, fik flere og flere medlemmer. Medlemmer som blandede sig i driften og gerne ville overtage min og Ole Jægers poster. Da foreningens regnskab for 1983 skulle godkendes, var det på et hængene hår, at Ole Jæger og jeg ikke blev udskiftet. Der var for mange medlemmer og ikke mindst for mange, vi ikke kendte.

Vi klagede i vores nød til telefondirektør Per Ammitzbøll, som havde efterfulgt Rosbæk. Ammitzbøll foreslog os at oprette en fond og overdrage alle foreningens aktiver til denne. Problemet var bare, at foreningen kun ejede 10% af de effekter, som var på Telefonmuseet. Det var derfor nærliggende, at resten af effekterne, som var ejet af Ole Jæger og mig personligt, også burde indgå i fonden. Da der lå en meget stor investering i effekterne, ville vi ikke bare overdrage dem til fonden. Vi forhandlede os derfor frem til at overdrage det hele til KTAS, som så forærede det til fonden sammen med den del af samlingerne, som tilhørte dem.


Søren Black-Petersen, telefondirektør Per Ammitzbøll og Ole Jæger underskriver Fonden Telefonmuseets fundats i 1984


Marie Fallesen - museets første registrator - og Søren Black-Petersen i 1988

Ole Jægers og mine ønsker blev opfyldt i fundatsen og vores indflydelse på samlingernes skæbne var sikret fremover. I fundatsen blev det bestemt, at Danmarks Tekniske Museum skulle overtage alle fondens aktiver, hvis den mistede sit grundlag for at drive museumsvirksomhed. Som følge heraf fik direktøren for Danmarks Tekniske Museum plads i fondsbestyrelsen.

Et livsværk på 17 års ulønnet og frivilligt arbejde var nu sikkert i hus, og vi fik begge ansættelse i fonden Telefonmuseet. Ole Jæger blev ansat som museumsinspektør og jeg som museumsdirektør.

I 1991 forlod Ammitzbøll KTAS og blev efterfulgt af telefondirektør Jørgen Lindegaard. Lindegaard fulgte i Ammitzbølls spor og fik plads som formand i fondsbestyrelsen. 

Lindegaard var meget positiv for at styrke fonden. Og ved at lade KTAS markedsføre os, lykkedes det at få vores besøgstal op på 5.000 gæster på et år. Desværre forlod han selskabet, da Tele Danmark kom på banen. Efter Lindegaards afgang opstod der et stort tomrum for os. Der herskede ukendskab til os i Tele Danmarks ledelse. Man var ikke opmærksom på vores særlige status som fond. Det var svært at placere os i en landsdækkende organisation, da der også var andre historiske samlinger i Århus og Odense, som ved sammenlægningen af de 4 stamselskaber nu - i modsætning til os – var ejet af Tele Danmark.


Søren Black-Petersen og Ole Jæger på Telefonmuseets 10 års fødselsdag den 16. januar 1991


Telefondirektør Jørgen Lindegaard

Post Danmark meldte sig med Rigstelefon og -telegrafs gamle fredede bygning i Købmagergade. Den var svær at anvende til noget, og inden for en overskuelig årrække ville det blive forbudt at køre med tunge postbiler til den. Administrerende direktør Hans Würtzen (Tele Danmark) og Generaldirektør Helge Israelsen (Post Danmark) blev enige om i fællesskab at opbygge et nyt Post og Tele Museum i denne bygning baseret på samlingerne fra det gamle Post- og Telegraf Museum i Valkendorfsgade og Tele Danmarks egne historiske samlinger.

Tele Danmark skulle  bidrage med 60% af økonomien, og der blev oprettet endnu en museumsfond til driften af museet. At fonden Telefonmuseet eksisterede, antager jeg, var ukendt for Würtzen og Israelsen, da beslutningen blev truffet. 

Forvirringen og usikkerheden for os i Telefonmuseet var således total. Rygterne svirrede, og Tele Danmark havde svært ved at finde personer til formandsstolen i fonden. Direktionen var ikke interesseret i os længere. Skulle vi flyttes til Købmagergade, skulle vi sammenlægges med Post- og Tele Museum, eller ville der blive en plads til os i en overordnet museumsstruktur? Der var mange spørgsmål, som jeg gerne ville have besvaret.

Relativt sent i opbygningen af det nye museum blev Ole Jæger og jeg inddraget. Det var kedeligt, for der opstod hurtigt et meget godt og konstruktivt samarbejde, og vi burde naturligvis have været med fra starten. Forskellen i vores viden og baggrund gik fint i spænd med de nyansatte professionelle museumsmedarbejdere i Post og Tele Museum.


Stanglinie rejst af Telefonmuseet udfor Svanemøllevej 114 i 1992 - Bemærk pupinspolehuset bag stangen


Telefonmuseet Svanemøllevej 112, Hellerup i 2001

Telefonmuseets personale bestod hovedsageligt af KTAS-pensionister og frivillige. De havde alle lange ansættelsesperioder i selskabet bag sig. Det var lykkedes at opbygge et utroligt godt team af medarbejdere med vidt forskellig baggrund. I alt var vi 16 personer, som arbejdede meget forskelligt, både hvad angår tid og ugedage, og de ældre medarbejderes loyalitet var utrolig. 

Telefonmuseet havde åbent for publikum sidste dag den 28. marts 2001.

 


Sidst opdateret: 01 June 2005........................................© Søren Black-Petersen 2002